De 15 kapitler gennemgår et undervisnings- og vejledningsforløb, hvor de studerende er aktive undervejs, og hvor alles opgave adresseres hver mødegang. Progressionen følger en opgaves tilblivelsesproces fra formulering af problemstilling til projektdesign, dataindsamling til udformning af de enkelte kapitler og etablering af en rød tråd i opgaven.
3. Ved Det andet Vatikankoncil forpligtede den katolske kirke sig uigenkaldeligt til at følge den økumeniske dristigheds vej og således give agt på Herrens Ånd, der lærer mennesker omhyggeligt at tolke "tidens tegn". Disse års erfaringer har gjort Kirken endnu dybere bevidst om sin identitet og sin opgave i historien. Den katolske kirke erkender og bekender sine medlemmers svagheder i bevidsthed om, at deres synder er så mangfoldige forræderier og hindringer for opfyldelsen af Frelserens plan. Fordi den selv bestandigt føler sig kaldet til at blive fornyet i evangeliets ånd, ophører den ikke med at gøre bod. Samtidig erkender og lovpriser den endnu mere Herrens kraft, der giver den hellighedens gave, fører den fremad og ligedanner den med hans lidelse og opstandelse.
Den Gode Opgave Pdf 64
4. Dette er en særlig pligt for biskoppen af Rom som apostlen Peters efterfølger. Jeg udfører denne pligt dybt overbevist om, at jeg adlyder Herren, og med en klar fornemmelse af min egen menneskelige skrøbelighed. Når Kristus faktisk selv gav Peter denne specielle opgave i Kirken og befalede ham at styrke sine brødre, gjorde han også hans menneskelige svaghed og hans særlige behov for omvendelse klar for ham: "Og når du engang vender om, så styrk dine brødre" (Luk.22,32). Det er netop i Peters menneskelige svaghed, at det bliver helt klart, at paven for at udføre sin specielle opgave i Kirken er totalt afhængig af Herrens nåde og bøn: "Jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte" (Luk.22,32). Peters og hans efterfølgeres omvendelse opretholdes ved selve Forløserens bøn, og Kirken gør denne bøn til sin egen. I vor egen økumeniske tidsalder, der er kendetegnet af Det andet Vatikankoncil, er biskoppen af Roms opgave specielt rettet mod at minde om behovet for fuldt fællesskab blandt Kristi disciple.
8. Denne erklæring fra dekretet Unitatis Redintegratio skal læses i sammenhæng med Det andet Vatikankoncils hele lære. Koncilet udtrykker Kirkens beslutning om at tage fat på den økumeniske opgave med at arbejde for kristen enhed og fremfører den med overbevisning og kraft: "Derfor opfordrer dette kirkemøde alle katolske kristne til at tyde tidens tegn og ivrigt tage del i det økumeniske arbejde"7.
15. Når det andet Vatikankoncil nu går videre fra det principielle plan og fra den kristne samvittighedsforpligtelse, og går over til at beskæftige sig med iværksættelsen den økumeniske vandring mod enheden, så betoner det især behovet for indre omvendelse. Den messianske forkyndelse: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær", og det efterfølgende kald: "omvend jer og tro på evangeliet" (Mark.1,15), som Jesus begynder sin sendelse med, viser det væsentlige element i enhver ny begyndelse: det grundlæggende behov for evangelisering på ethvert stadium af Kirkens frelsesvej. Dette er på en særlig måde sandt om den proces, der begyndtes af Det andet Vatikankoncil, da det som en dimension af fornyelsen pegede på den økumeniske opgave med at forene adskilte kristne. "Der findes ingen sand økumenisme uden indre omvendelse"21.
24. Det er en kilde til glæde at se, at de mange økumeniske møder næsten altid indeholder og faktisk når deres højdepunkt i bøn. Bedeugen for de kristnes enhed, der fejres i januar eller i nogle lande ved pinsetid, er blevet en udbredt og fast tradition. Men der er også mange andre lejligheder i årets løb, hvor kristne mødes til fælles bøn. I denne sammenhæng vil jeg gerne nævne den særlige erfaring med Pavens pilgrimsrejser til forskellige kirker i de forskellige kontinenter og lande i vore dages oikoumene. Jeg er meget bevidst om, at det var Det andet Vatikankoncil, der fik Paven til at udøve sit apostolske embede på denne særlige måde. Og der kan siges mere endnu. Koncilet gjorde disse Pavens besøg til et særligt ansvar i udøvelsen af rollen som biskoppen af Rom til tjeneste for fællesskabet45. Mine besøg har altid indbefattet et økumenisk møde og fælles bøn med vore brødre og søstre, der søger enhed i Kristus og i hans Kirke. Med dyb bevægelse mindes jeg, da jeg bad sammen med Primas for Det anglikanske Fællesskab i domkirken i Canterbury (29. maj 1982); i det pragtfulde bygningsværk så jeg "et talende vidnesbyrd både om vor fælles arvs mange år og om splittelsens sørgelige år, der fulgte efter"46. Jeg kan heller ikke glemme de møder, der blev holdt i de skandinaviske og nordiske lande (1.-10. juni 1989), i Nord- og Sydamerika og i Afrika og i Kirkernes Verdensråds hovedkvarter (12. juni 1984), i den organisation der har til opgave at kalde sine medlemskirker og kirkelige fællesskaber "til det mål, der er fuld enhed i én tro og i ét eukaristisk fællesskab, udtrykt i gudsdyrkelse og fælles liv i Kristus"47. Og hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme, da jeg deltog i den eukaristiske liturgi i Georgioskirken ved Det økumeniske Patriarkat (30. november 1979), og den gudstjeneste, der blev holdt i Peterskirken under min ærværdige broder, Patriark Dimitrios I's besøg i Rom (6. december 1987)? Ved den lejlighed fremsagde vi ved Konfessionsalteret sammen den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse i overensstemmelse med dens originale græske tekst. Det er vanskeligt med få ord at beskrive den unikke beskaffenhed af hver af disse lejligheder til bøn. På grund af de forskellige måder, hvorpå ethvert af disse møder var betinget af tidligere begivenheder, talte ethvert af dem til én på sin egen måde. De er alle blevet del af Kirkens erindring, så sandt som den ledes af Helligånden til at søge alle troendes fulde enhed i Kristus.
Økumenisk dialog er af væsentlig betydning: "Alle kan nemlig ved hjælp af en sådan dialog tilegne sig en mere sand opfattelse og en mere retfærdig vurdering af et andet kirkesamfunds liv og lære. Disse kirkesamfund når også frem til et nærmere samarbejde for at løse de opgaver til det fælles bedste, som den kristne samvittighed opfordrer til, og i den udstrækning dette lader sig gøre, finder de hinanden i en enstemmig bøn. Et sidste resultat bliver, at alle prøver deres egen troskab mod Kristi vilje med Kirken, og at de tager alvorligt fat på den påkrævede fornyelse og reform"58.
43. Det hænder oftere og oftere, at kristne fællesskabers ledere sammen tager stilling i Kristi navn til vigtige problemer i forbindelse med menneskets kald og til frihed, retfærdighed, fred og verdens fremtid. På denne måde "kommunikerer" de i en eller anden af de opgaver, der udgør kristnes sendelse: på en realistisk måde at minde samfundet om Guds vilje, advare myndighederne og deres medborgere mod at tage skridt, der ville føre til, at der trampedes på menneskerettigheder. Det er klart, hvad erfaringen viser, at i nogle situationer gør kristnes forenede stemme mere indtryk end en enkelt stemme.
De enhedsstrukturer, der eksisterede inden adskillelsen, er en erfaringsarv, der leder vor fælles vej hen mod genoprettelsen af fuldt fællesskab. Naturligvis er Herren gennem det andet årtusind ikke ophørt med at skænke sin Kirke rigelige frugter af nåde og vækst. Ulykkeligvis berøvede den gradvise og gensidige fremmedgørelse mellem Østens og Vestens kirker dem imidlertid fordelene ved indbyrdes udvekslinger af gaver og samarbejde. Med Guds nåde må der gøres en stor indsats for mellem dem at genoprette det fulde fællesskab som kilden til så meget godt for Kristi Kirke. Denne indsats kræver al vor gode vilje, ydmyge bøn og et trofast samarbejde, der aldrig giver efter for mismod. Paulus beder os indstændigt: "Bær hinandens byrder" (Gal.6,2). Hvor passende og betydningsfuld er apostlens opfordring for os! Den traditionelle betegnelse "søsterkirker" bør altid ledsage os på denne vej.
61. I betragtning af alt dette ønsker den katolske kirke intet mindre end fuldt fællesskab mellem Øst og Vest. Den finder inspiration til dette i det første årtusinds erfaring. I den periode "afholdt udviklinger af forskellige erfaringer af kirkeligt liv ikke kristne fra gennem indbyrdes relationer fortsat at føle sikkert og vist, at de havde hjemme i enhver kirke, fordi lovprisningen af den ene Fader gennem Kristus i Helligånden steg op fra dem alle i en vidunderlig mangfoldighed af sprog og melodier; alle var samlede for at fejre eukaristien, centrum og forbillede for fællesskabet ikke blot med hensyn til spiritualitet og det moralske liv, men også for selve Kirkens struktur i de forskellige embeder og tjenester under ledelse af biskoppen, apostlenes efterfølger. De første konciler er et talende vidnesbyrd om denne vedvarende enhed i forskellighed".102 Hvordan kan enheden genoprettes efter næsten to tusind år? Dette er den store opgave, som den katolske kirke må løse, en opgave, der lige så meget påhviler den ortodokse kirke. Derfor kan man forstå den vedvarende betydning af en dialog, der er ledet af Helligåndens lys og kraft.
80. Mens dialogen fortsætter med nye emner eller udvikles på et dybere plan, ligger der en ny opgave foran os: den at tage imod de allerede opnåede resultater. De kan ikke blot forblive bilaterale kommissioners erklæringer, men må blive en fælles arvelod. For at dette skal ske, og for at fællesskabets bånd således styrkes, må der foretages en alvorlig undersøgelse, som på forskellige måder og med forskellige metoder og på forskellige ansvars-planer må inddrage hele Guds folk. Vi beskæftiger os faktisk med spørgsmål, der ofte er tros-anliggender og de kræver universel overensstemmelse, der strækker sig fra biskopperne til lægfolket, som alle har modtaget Helligåndens salvelse. 134 Det er den samme Ånd, der bistår læreembedet og vækker sensus fidei. 2ff7e9595c
Comments